Kraner, krystalbomber og provinsrealisme i Nakskov

Camilla

Velkommen til en ny samtale om litteratur. I dag skal vi tale om et manuskript, som ingen kan købe i en boghandel endnu. M. M. Jensens selvbiografiske erindringsværk, eller Mads Mikkel Jensen, som forfatteren hedder. Arbejdstitlen har blandt andet været «Kan man kysse en sol, mor», og teksten er eksplicit et work in progress. Vi har været omkring værket to gange før. Første gang talte vi om Nakskov, modgang og sprogets kraft. Anden gang gav vi det en samlet litterær vurdering og fem ud af seks stjerner. Men i dag går vi tættere på. To scener, byen som aktiv spiller, setups og forløsninger, og til sidst en ny, samlet dom. Thomas, først det formelle spørgsmål. Hvordan bedømmer man et manuskript, der ikke er færdigt?

Thomas Hansen

Man skal være ærlig om, hvad man kigger på. Jeg læser det ikke, som en redaktør læser en færdig bog, der skal i trykken. Jeg læser det, som man læser et råt, men levende udkast. Tre ting interesserer mig. Hvad er sproget lavet af? Hvor godt er materialet bygget op, altså dramaturgien? Og kan teksten bære sin egen vægt, når den bliver slebet? Så hvis jeg peger på et sted, hvor tempoet skifter for brat mellem to kapitler, så er det ikke en afstraffelse. Det er en note i margenen til en forfatter, der stadig arbejder. Det gør også, at nogle af mine pointer i dag er fortolkninger af, hvor teksten er på vej hen, og ikke facts om en endelig bog. Det vil jeg gerne have sagt, før vi går i gang.

Camilla

Du har før kaldt stilen et kameraøje. Hvad mener du helt konkret?

Thomas Hansen

At Mads Mikkel Jensen viser, før han forklarer. Du sidder ikke med en voksen fortæller, der kigger tilbage og siger: dengang forstod jeg ikke, at det her var begyndelsen på noget. Scenen bliver lagt foran dig, næsten nøgternt. Han registrerer, hvad der sker, hvad der lugter, hvad der føles, og så lader han dig om resten. Det er det, man kalder show, don't tell, og det er svært at holde i en selvbiografi, for fristelsen til at trøste sig selv bagefter er enorm. Her er der næsten ingen efterrationalisering. Ingen voksennostalgi. Og, det synes jeg er det mest bemærkelsesværdige, ingen selvmedlidenhed. Drengen i teksten får lov at være dreng, uden at forfatteren står i hjørnet og klynker på hans vegne.

Camilla

Nu har forfatteren jo skrevet før. Der ligger tekster på forfatternetværket Fyldepennen, blandt andet digtet «Sort på hvidt», som værket har rødder i. Hvad kan man sige om det forhold?

Thomas Hansen

Jeg vil være forsigtig med at gøre mere ud af det, end vi kan stå inde for. Fakta er, at digtet ligger på Fyldepennen, og at forfatteren selv skriver i en bemærkning, at der er seriøse tanker bag, at det kan provokere, og at det handler om mediesamfundet. Digtet er voldsomt i sproget. Det er fyldt med grove ord og provokation, som vi ikke skal gentage her. Det er et vredt digt, der råber. Min fortolkning er, at man kan mærke den samme energi i erindringsmanuskriptet, men at den er blevet disciplineret. Vreden råber ikke længere. Den står og kigger. Og det gør den paradoksalt nok mere ubehagelig og mere troværdig.

Camilla

Du siger disciplineret. Men jeg har læst et par steder, hvor sproget er virkelig råt. Det er ikke pænt.

Thomas Hansen

Nej, og det skal det heller ikke være. Dialogen og gadesproget er staccato. Korte replikker, hårde ord, ingen pynt. Og så, midt i det, kommer et billede, du slet ikke så komme. Ungdomsgruppens drenge beskrives som omvandrende rørbomber af krystal. Tænk på det. En rørbombe er vold, hjemmelavet og farlig. Krystal er skrøbeligt, klart, smukt og går i stykker, hvis man taber det. Begge dele i samme drengekrop. Eller kaffen, der er sort som ægte blues. Det er ikke kaffe, det er en stemning. Den slags kontrast mellem rå gade og uventet musikalitet er bogens kendetegn.

Camilla

Og så er der humoren. Jeg tænker på morgenbrødet.

Thomas Hansen

Ja, det er en af mine yndlingsdetaljer. Mads udbringer morgenbrød til Nakskov Sygehus, og det sker i en lånt kørestol. Altså, du ser det for dig. Et barn, der triller med bagværk gennem en by, hvor ingenting længere virker, i et hjælpemiddel, der egentlig er til syge. Det er tør, lollandsk galgenhumor. Og den fungerer som modgift mod melodrama. Hver gang teksten er ved at blive for tung, punkterer han den med en detalje, der får dig til at smile og samtidig føle, at jorden er lidt for hård at stå på. Hvis man skal sige, hvorfor bogen ikke bliver en elendighedsskildring, så er det en stor del af svaret.

Camilla

Du sagde sanselig provinsrealisme tidligere. Hvad hører under den?

Thomas Hansen

Kroppen. Alt i teksten har en temperatur og en lugt. Tapeter, der er klamme. Rum, der ikke er opvarmede, så kulden bliver en person i værelset. Saltvand og gammel motorolie i luften, som kan stå for hele byens kemi. Og smagen af kobber, når der er blod i munden på asfalten. Han behøver ikke skrive, at drengen er ensom eller bange eller sulten. Du mærker det i næsen og på tungen. Det er et ret klassisk greb, men det kræver, at man vælger de rigtige detaljer, og det gør han ofte. Så er der også en svaghed, som vi kommer ind på senere, nemlig at han nogle gange forklarer et symbol én gang for meget. Men lad os starte med byen, for den er ikke kulisse her.

Camilla

Vi talte i vores tidligere episoder om Nakskovs industrielle forfald, og du nævnte, at byen næsten er en person i bogen. Hvis vi skulle bygge videre på den analyse, hvor begynder du?

Thomas Hansen

Med værftet. I bogens Nakskov er skibsværftet lukket, og det er nyligt lukket. Kranerne står tilbage som industrielle skeletter, og i bogen har man forgæves forsøgt at sprænge dem bort. Det er et billede, jeg ikke kan lade være med at overføre til drengen. Her er noget, man har forsøgt at få til at forsvinde, men som står der stadig, urokkeligt, og som fortæller alle, der går forbi, hvad byen engang var. Mads er også noget, som voksenverdenen forsøger at håndtere, uden helt at lykkes. Han er også en konstruktion, der bliver stående, selvom man har prøvet at skubbe til den.

Camilla

Der er også de syvogtyve kilometer jernbanespor. Jeg tænker, at spor normalt betyder noget andet.

Thomas Hansen

Præcis. Spor er normalt rejse, udlængsel, at komme væk. Men i Nakskov, som bogen tegner den, er sporene en blindgyde. De fører ud af byen i teorien, og alligevel kommer ingen af figurerne nogen vegne. Syvogtyve kilometer er et tal, der kan ses både som mange og som ingenting. Det er en stor strækning, og den fører til en ende. Og her må jeg så nævne min kritik. De rustne skinner bliver et symbol, som forfatteren af og til forklarer en gang for meget. Når du har vist mig sporene, behøver du ikke fortælle mig, at de er et billede på stilstand. Jeg forstod det allerede. I redigeringen kan de linjer trimmes uden at miste noget.

Camilla

Du har før beskrevet byen som sårbar, men også som voldelig. Hvor sidder volden?

Thomas Hansen

I systemerne, og det er dét, jeg gerne vil tilføje i forhold til vores tidligere analyser. Der er to skarpe eksempler. Det første er Madeskovskolen, hvor lærerinden skælder Mads ud, fordi han har regnet hele matematikbogen færdig på én dag. Se det lige for dig. Et barn, der er sultent efter at lære, bliver irettesat, og baggrunden er, at skolen mangler ressourcer. Hun kan ikke give ham mere, så han får skylden for, at han har brug for mere. Det er strukturel afmagt, der rammer et enkelt barn som en personlig skam. Det andet eksempel er Nørrevænget. Kommunen placerer udsatte borgere dér, og dermed bliver ghettoen skabt ovenfra, af beslutninger, ikke af dem, der bor der. Når unge fra Nørrevænget senere står over for unge fra Riddersborgparken, så er det en krig, som nogen andre har tegnet kortet til.

Camilla

Så når drengene slås, slås de i virkeligheden på et kort, de ikke selv har lavet.

Thomas Hansen

Det er min læsning, ja, og jeg understreger, at det er en læsning. Bogen siger det ikke så eksplicit. Men tegningen af byen gør det næsten umuligt at læse territoriekampen som bare drenges dumhed. Der er en forhistorie af beslutninger, og den ligger i betonen. Og her kommer min idé om byen som psykologisk panser. Hvis du kigger på rummene, så er de næsten alle sammen lukkede. Asfalten, som man kan ligge på og smage blod mod. Carporte, der kaster skygger. Mørke baggårde. Lukkede døre i villakvartererne, hvor man ikke bliver lukket ind. Det er en labyrint, og de unge navigerer i den og slås i den. Den fysiske by ligner personernes forsvarsværker: hårdt udenpå, uden åbninger, og med noget skrøbeligt inde bagved.

Camilla

Kan du knytte det direkte til Mads? Hvad er hans panser?

Thomas Hansen

Han har tre, og de er alle bygget af byen. Det første er kameraøjet, den nøgterne registrering. Når alting kan være farligt, bliver du et menneske, der iagttager. Det andet er galgenhumoren, altså den lånte kørestol og de tørre bemærkninger, der gør det muligt at bære det, der ikke kan bæres. Og det tredje er kropssproget. Mads læser mennesker, fordi han skal. Han ved ikke, om moderen eller stedfaren eller en fremmed på gaden er ved at blive vred, så han bygger en radar. Det er et forsvar, men som vi skal se, bliver det også et våben. Og det er ret elegant, for byen har lært ham at kigge efter faresignaler, og senere bruger han den samme viden i en kamp.

Camilla

Hvor ligger biblioteket i det her? Det lyder som det eneste rum med åbne døre.

Thomas Hansen

Det er det næsten. Biblioteket er et lille modrum til byens låste rum. Bibliotekaren hedder Peter, og i de grønne lænestole sidder den unge Mads og læser håndbøger om kropssprog. Det er en fantastisk detalje. De grønne lænestole er varme og bløde i en by, hvor alt andet er hårdt og koldt. Og det, han læser, er ikke eventyr, men ligefrem en brugsanvisning til mennesker. Oprindeligt er det tænkt som et passivt skjold, siger materialet os. Mads vil ikke slå nogen. Han vil afkode de utilregnelige voksne derhjemme, så han kan forudse, hvornår der kommer en storm. Det er et barn, der studerer vejret i sine forældres ansigter. Og det er en setup af høj kvalitet, fordi læseren kan mærke, at den viden en dag skal bruges til noget andet, end den var tænkt til.

Camilla

Lad os blive ved det ord, setup. Hvordan skelner du mellem en god og en dårlig setup i et erindringsværk? Man kan jo ikke finde på begivenhederne.

Thomas Hansen

Godt spørgsmål, og det er faktisk det, der gør det så interessant her. Vi ved ikke, hvordan hændelserne i virkeligheden faldt ud, og jeg vil ikke påstå noget om, hvad der er sket præcis, som det står. Men som tekst gælder det samme krav, som til fiktion. Hvad du plantede tidligt, skal have en følge. I en selvbiografi er det valget af rækkefølge og detaljer, der skaber setuppen. Forfatteren vælger, hvad han siger, hvornår, og hvad han lader ligge. Og hos Mads Mikkel Jensen er der flere gode eksempler. Fuglebadet, bibliotekslænestolene, de rustne skinner i det lange perspektiv, og skyggen på carporten. Nogle forløses med det samme, andre senere. Det er den kompositoriske nerve, jeg vil tale om til sidst. Men lad os tage scenerne i den rækkefølge, de kommer. Først Jeanne.

Camilla

Scenen med Jeanne er en af de mest intime i manuskriptet, og her skal vi være lidt opfindsomme, for den handler om Mads' første gang og har tabubelagt indhold. Vi gengiver den, men med andre ord end dem, forfatteren måske bruger, og uden at gå i anatomi. Thomas, hvor foregår det?

Thomas Hansen

I en kold tilbygning hos vennen Rune, på Lolland. Der er den kulde, vi talte om. Rummet er ikke opvarmet, så scenen er fysisk ubehagelig, før noget overhovedet sker. Og for at forstå morgenen skal man kende dagen før, for der ligger en setup. Jeanne beder Mads om at vaske sig. Det er en helt jordnær anmodning, og den siger noget om, at hun ser ham som en dreng, der ikke helt har styr på hverdagens omsorg. Men døren til huset er låst. Der er ingen adgang til badeværelset. Så Mads overvejer i ren drenget naivitet at vaske sig i havens fuglebad.

Camilla

Fuglebadet. Det er jo både rørende og komisk.

Thomas Hansen

Og det er netop pointen. Han overvejer det. Teksten siger, at han overvejer det, ikke at han gør det, og den forskel er vigtig. Det er en lille komisk detalje, men den sætter tonen. Det her er et barn på vej ind i en voksenverden, og han har ikke værktøjerne. Låst dør, offentlig vandkilde beregnet til fugle. Jeg læser det som en miniature af hele hans opvækst: han skal rense sig, og der er ingen, der lukker ham ind. Den låste dør kommer vi også til at se igen i en anden form.

Camilla

Så kommer morgenen. Hvad sker der?

Thomas Hansen

Jeanne konfronterer ham. Hun spørger bramfrit og direkte, om de skal gå hele vejen. Ingen omsvøb, ingen romantisk indledning. Hun er den, der siger det højt. Og Mads er totalt uerfaren og handlingslammet. Her kommer så den sætning, der fik mig til at grine højt. Han beskriver sig selv som stiv i kroppen som en frossen frysepizza.

Camilla

Frysepizza. Hvorfor virker den metafor så godt?

Thomas Hansen

Fordi den er helt uhøjtidelig. En anden forfatter ville have skrevet noget med is eller sten eller en statue, og vi havde nikket og glemt det igen. Men en frossen frysepizza er hård, flad, kold og lidt latterlig, og det er den slags kropsfornemmelse, en seksten årig, eller hvad alder han nu har i scenen, faktisk kan mærke. Den er også tæt knyttet til den kolde tilbygning. Rummet er koldt, kroppen er kold. Billedet kommer fra køkkenet, ikke fra litteraturen, og så får det en ægthed, som poetiske billeder sjældent har. Der er også noget afvæbnende i den måde, han taler om sig selv. Han forsvarer sig ikke. Han lader sig være til grin, og det gør læseren på hans side.

Camilla

Hvad sker der så, når den fysiske del begynder? Her skal vi jo omskrive.

Thomas Hansen

Det vigtigste at sige er, at forfatteren træffer et valg, som er meget intelligent. Han flytter opmærksomheden væk fra det kropslige og anatomiske, og over mod Jeannes ansigt og hendes øjne. Vi ser ikke mekanikken. Vi ser et blik. Og det blik beskrives som noget, der knuges sammen på en udefinerbar, voksen måde. Det kan vi gengive uden at tage noget fra scenen. Begivenhederne er famlende, akavede, og alt det, der er nyt, mærkes i kroppen som usikkerhed. Der er ikke nogen mestring. Der er to mennesker, hvoraf den ene tydeligvis ved lidt mere end den anden, og den anden prøver at følge med. Men det er i hendes ansigt, at det sker for Mads. Klodsetheden forvandles til kontakt, fordi hun kigger på ham på en måde, der trækker ham ind.

Camilla

Hvorfor er det et bedre valg end at beskrive det hele?

Thomas Hansen

Tre grunde. For det første: de fleste, der har skrevet om den første gang, ender med enten et fnisende eller et pornografisk blik, og begge dele ligger udenfor drengen. Ansigtet er derimod hans sted. Det er der, han mærker, om han er velkommen. For det andet fungerer det som et eksempel på kameraøjet, der bevæger sig, hvor det er sandest, ikke hvor det er mest sensationelt. Og for det tredje, og her kobler jeg tilbage til kropssproget: Mads læser mennesker. Han har lært at kigge i ansigter og aflæse dem. I Jeanne-scenen bruger han for første gang den evne til noget andet end overlevelse. Han læser et ansigt for at høre til, ikke for at undgå slag. Jeg synes, det er en dyb forbindelse, og den er ikke forklaret af forfatteren. Det er min fortolkning, men teksten inviterer til den.

Camilla

Og så bliver det hele afbrudt.

Thomas Hansen

Rune brager ind ad døren. Det er vennens tilbygning, så det er hans ret, og det er filmisk fuldstændig perfekt timing. Og man venter, at scenen vender sig til skam. Det er det, de fleste unge fortællinger gør, for øjeblikket skal ende pinligt. Men her sker det modsatte. Det forløses i befriende, fælles latter. De griner alle sammen. Og den latter er vigtig, for den siger, at det her ikke var en traumatisk begivenhed, men en menneskelig og lidt komisk en. Mads bliver ikke ydmyget. Han bliver set, og han overlever det. Det er en sjælden varme i et manuskript, der ellers er kold i sin tone.

Camilla

Er der noget i scenen, du ville ændre?

Thomas Hansen

Ikke i selve valget. Men som work in progress mener jeg, at overgangen ind til scenen kan blive blødere. Man kommer fra et kapitel med et andet tempo, og springet er lidt brat. Og så vil jeg gerne vide lidt mere om Jeanne som person. Vi ser hende nærmest udelukkende gennem Mads' øjne, og det er en del af stilen. Men hun er interessant nok til at få en lille bevægelse mere af sit eget. Det er en note, ikke en kritik.

Camilla

Du nævnte, at der ligger en bro til en senere scene. Hvad er det for en?

Thomas Hansen

Det er festen, hvor Jeanne kommer til skade. Hun falder af Kims skuldre og slår hovedet i asfalten. Her bliver byrummet igen en aktør. Det er ikke et blødt underlag, det er den samme hårde asfalt, som Mads senere får blod i munden af. På sygehuset bliver de mødt af moderens kyniske afvisning over telefonen. Moderen vil ikke eller kan ikke komme, og det lyder i teksten som en dør, der lukkes endnu en gang. Så ender Mads og Jeanne på et dørtrin om natten og deler en smøg i tavs samhørighed.

Camilla

Og her kommer døren igen, som du sagde.

Thomas Hansen

Ja. Døren til huset var låst dagen før, og nu sidder de på et dørtrin. De er ikke inde og ikke ude, de er i tærsklen. Jeg elsker det. Og det er en forløsning af den første scene, uden at det råbes op. Intimiteten i tilbygningen var latterfyldt og varm. Intimiteten på dørtrinnet er tavs og tung. Det er den samme forbindelse, der er blevet voksen, kan man sige. Det er klog opbygning, selvom jeg ikke ved, om forfatteren har planlagt det sådan, eller om det er materialet selv, der har bevæget sig sådan.

Camilla

Det spørgsmål kan vi ikke besvare. Men resultatet er, at scenerne taler sammen.

Thomas Hansen

Præcis, og i en selvbiografi er det den bedste slags tilfældighed, når et liv bliver fortalt, så det ligner komposition. Nu må vi til gaden.

Camilla

Så kommer vi til slagsmålet med Muhammed. Det er den scene, hvor alt det, vi har talt om, samles. Byen, panseret, biblioteket. Lad os starte med setuppen. Det er jo biblioteket.

Thomas Hansen

Det er det. Hos bibliotekar Peter, i de grønne lænestole, læser den unge Mads håndbøger om kropssprog. Vi talte om det før. Han læser dem ikke for at blive en kriger, men for at kunne gætte, hvad de voksne hjemme er i stand til, før de gør det. Et passivt skjold, en radar. Og så går der en stor del af bogen, hvor den viden ligger som en latent ressource. Læseren glemmer den næsten. Og så kommer slagsmålet.

Camilla

Hvordan er rammen for kampen?

Thomas Hansen

Det er en territoriekrig mellem Nørrevænget og Riddersborgparken. Der er en rundkreds af tilskuere på asfalten, og vi kender den form fra skolegårde og fra film. Cirklen er en slags arena, hvor alle er vidner, og hvor ingen er ansvarlige. Teksten får meget ud af, at Mads bliver taget på sengen. Han er ikke forberedt. Han bliver ramt af to tunge slag mod tindingen, og de sender ham i jorden. Så er der asfalten, de flakkende billygter og smagen af blod, som jeg nævnte i starten, kobber i munden. Det er en sanselig række, der gør os ens med ham. Du kan næsten mærke gruset mod kinden.

Camilla

Hvad er det, der skifter, når han rejser sig?

Thomas Hansen

Det er øjeblikket, jeg vil kalde bogens bedste. Mads rejser sig og ser Muhammed i øjnene. Og her aktiveres alt det fra biblioteket. Han registrerer en mikroskopisk tøven og frygt i Muhammeds øjenbryn og kæbe. Altså små bevægelser i ansigtet, ting, som kun en, der har trænet i at læse, ville se. Og han forstår, at modstanderen er rædselsslagen for konsekvenserne af sine egne slag. Muhammed har slået hårdt, og nu er han bange for, hvad der kommer til at ske, og hvad han har gjort.

Camilla

Det er næsten omvendt af, hvad man forventer. Man ville tro, at den, der bliver slået, er den frygtsomme.

Thomas Hansen

Og det er netop forløsningen af setuppen. Kropssprogsbøgerne skulle beskytte ham mod voksne. I stedet bliver de hans første våben mod en jævnaldrende. Og det gør de uden at blive en fortælletrick, fordi det er konkret. Han ser øjenbrynet. Han ser kæben. Og så kommer billedet, som jeg synes er det stærkeste i hele afsnittet. Mads lugter frygten som en haj, der vejrer blod i vandet.

Camilla

Haj og blod. Både stærkt og lidt skræmmende.

Thomas Hansen

Skræmmende, ja, og det er med vilje. Frysepizzaen og hajen er to modsatte billeder af samme dreng. I Jeanne-scenen er han en kold, stiv, nærmest komisk figur, der ikke ved, hvad han skal gøre med sin krop. I gaden er han et rovdyr, der aflæser byttet. Han er begge dele, og det er pointen. Hvis jeg skal være lidt analytisk, så er hajbilledet også en lille advarsel. Når en forsvarsmekanisme bliver til angreb, kan den løbe løbsk. Og det sker. Han vender magtbalancen, han låser modstanderen fast mod asfalten, og så går han amok.

Camilla

Hvordan skriver forfatteren det? Der er jo en risiko for, at man tager parti for voldsfortælleren.

Thomas Hansen

Det er en risiko, og jeg synes, han undgår den. Han skriver en sanselig kamptrance. Altså ikke en heltemodig kamp, men en tilstand, hvor verden bliver smal. Lyde, lugte, bevægelser, ingen tanke. Vi bliver ikke inviteret til at heppe. Vi bliver inviteret til at være inde i det, og det er et ubehageligt sted at være. Og det bliver afbrudt af Muhammeds kammerat, der råber Mads' navn. Navnet bryder forhekselsen. Det er næsten eventyrligt. Et navn, der trækker en tilbage til sig selv. Jeg tænker over, at det er et af få øjeblikke, hvor Mads bliver kaldt ved navn af nogen, der ikke vil ham noget godt eller ondt, men bare vil have ham til at stoppe.

Camilla

Og så løber han.

Thomas Hansen

Og her kommer den filmiske bro, som jeg nævnte. Flugten foregår gennem mørket, og lygterne fra en forbikørende bil projicerer Mads' løbende skygge op ad en nabos carport. Hvis vi forestiller os det, ser vi en kæmpestor, forvrænget drengeskikkelse bevæge sig hen over en garagevæg. Det er et billede, der både er skræmmende og næsten smukt. Og det binder byrummet sammen med personen. Carporten er den samme, vi talte om som en del af labyrinten. Her bliver den en lærred for hans egen skygge. Han løber, og byen viser ham, hvordan han ser ud udefra: stor, truende, ikke et barn.

Camilla

Er skyggen en kommentar? Eller er det bare en flot detalje?

Thomas Hansen

Både og. Som detalje er den flot, fordi den er fysisk, den følger af, at en bil kører forbi. Der er ingen opfundet magi. Som kommentar er den diskret. Han kan ikke se sig selv, men en toneangivende bil kaster hans billede op på en væg. Og vi ved, at han ikke føler sig stor. Han føler sig, som vi snart får at vide, noget helt andet. Det leder os til twistet.

Camilla

Jeg vil lige have, at vi holder fast i den filmiske bro et øjeblik. For den er jo også et eksempel på, hvordan afsnittet slutter. Hvor længe lader forfatteren os blive i kampen?

Thomas Hansen

Ikke længere end nødvendigt. Og det er et af de steder, hvor tempoet virker. Kampen er kort nok til, at den stadig føles som en eksplosion, og flugten er lang nok til, at vi kan trække vejret. Det er en rytme, der minder om en god film: slag, kaos, stilhed, løb. Min eneste kommentar som redaktør er, at nogle af de detaljer, der skal bære kampen, kan skærpes yderligere. Men grundlæggende er det her sceneskrivning, der fungerer.

Camilla

Så er vi ved twistet. Alle forventer, at drengen, der har vundet kampen, er stolt. Hvad sker der?

Thomas Hansen

Flugten ender ikke i triumf. Mads sniger sig hjem, ind i familiens bryggers, og krøller sig sammen bag vaskemaskinen i mørket. Det er et bryggers, en bryggers, det er det mest uglamourøse rum i et hjem, og dér gemmer han sig. Og så sker der noget, som får hele afsnittet til at tippe. Han indser, og han afslører for læseren, at han overhovedet ikke var bange for Muhammed. Han var ikke bange for modstanderne. Han var ikke bange for volden på asfalten. Den sande rædsel, den lammende angst, venter inden for hjemmets fire vægge, hos moderen og stedfaren.

Camilla

Det er et rystende vendepunkt. Man har været i en kamp, og så bliver man fortalt, at kampen var den lette del.

Thomas Hansen

Og den passer perfekt sammen med alt, vi har set. Vi talte om kropssprogsbøgerne, som skulle læse de voksne derhjemme. Det var aldrig et værktøj mod gadens drenge. Det var et værktøj mod den fare, der boede i huset. At han bruger det mod Muhammed, er en slags tilfældig anvendelse af en viden, der er bygget til noget andet. Og twistet bekræfter det. Det er ikke gaden, der er farlig. Det er det sted, hvor han burde være tryg. Det hjælper også os til at forstå, hvorfor Jeanne-scenen er så vigtig. Dér er der varme og latter. Her er der kulde og tavshed.

Camilla

Hvordan viser teksten hjemmets kynisme?

Thomas Hansen

Med konkrete handlinger, ikke med forklaringer. Stedfaren smækker kynisk døren i ansigtet på vennen Kim, som står uden for. Altså: der er et barn, der er kommet til skade, og en ven, der vil hjælpe, og døren bliver lukket. Det er en dør igen. Vi har haft den låste dør dagen før Jeanne, vi har haft dørtrinnet, og nu har vi en dør, der smækkes. Det er et motiv, der går igen, uden at forfatteren nogensinde siger, at det er et motiv. Og moderen lapper Mads nødtørftigt sammen på badeværelset, i en iskold tavshed. Hun gør det praktiske, men ingen varme, ingen spørgsmål, intet blik. Mads nægter ligefrem at komme på hospitalet, af angst for de sociale myndigheders indgriben, BUC. Han vil hellere have en dårlig lappen på badeværelset end en officiel hjælp, der kunne løfte ham ud af huset.

Camilla

Det er det tragiske. At hjælp opleves som en trussel.

Thomas Hansen

Og det kan man som læser forstå, uden at teksten fortæller det. Det er et barn, der har lært, at systemerne ikke redder ham. Skolen havde ikke ressourcer til at give ham mere matematik. Kommunen placerede ham i en ghetto. Så hvorfor skulle han tro på, at myndighederne kunne gøre hjemmet bedre? Han vælger det kendte helvede frem for det ukendte. Det er den strukturelle vold, vi talte om i byanalysen, nu set fra indersiden af et enkelt hjem. Og det er her, byen og psykologien mødes. Panseret er ikke bare et forsvar mod andre drenge. Det er et forsvar mod at blive set, for at blive set kan betyde, at man bliver taget væk.

Camilla

Så hvis vi skal samle det: hvad er styrkerne ved værket, sådan som det står nu?

Thomas Hansen

Jeg vil sige fem ting. Det første er det sproglige råstof: staccato dialog, afbrudt af billeder, du ikke kan forudse. Rørbomber af krystal, kaffe sort som ægte blues, frysepizzaen og hajen. Det andet er kameraøjet, der fortæller uden at trøste. Det tredje er sanseligheden, som gør, at provinsen bliver lugtet og smagt og ikke bare set. Det fjerde er humoren, galgenhumoren, som holder bogen ude af melodramaet. Og det femte, som jeg synes vejer tungest, er kompositionen, altså setups og forløsninger. Fuglebadet og den låste dør, som bliver til dørtrinnet. Biblioteket og de grønne lænestole, som bliver til hajen. Skyggen på carporten. Og bryggersrummet, som afslører, hvor angsten bor.

Camilla

Og svaghederne?

Thomas Hansen

Det er et work in progress, og det mærkes. Der er bratte temposkift mellem kapitlerne, hvor man som læser kan føle, at man bliver kastet fra den ene stemning til den næste uden en overgang. Og så er der tendensen til at overforklare, især de rustne skinner, hvor symbolet fortolkes en gang for meget. Det er en tilbøjelighed, som mange forfattere har, når de har en stærk idé, og vil være sikre på, at læseren får den. Men her kan redigering gøre en stor forskel. Skær forklaringen væk, og billedet står stærkere. Og så vil jeg gerne have lidt mere luft omkring de bipersoner, vi møder, som Jeanne og Kim og Rune. De er levende, men de kunne få lidt mere eget liv.

Camilla

Hvordan hænger den dom sammen med den, vi gav sidst? Dengang gav vi fem ud af seks.

Thomas Hansen

Det gør den bedre end ventet. Dengang var vi på afstand, vi talte om værket som helhed og om Nakskovs forfald og sprogets kraft. Nu har vi kigget på to scener i detaljer, og det gør, at jeg ikke bliver mindre imponeret, tværtimod. Det, der var en fornemmelse for noget stærkt, er nu blevet til noget, jeg kan pege på. Setups, der bliver forløst. Detaljer, der bærer vægt. En by, der er blevet en del af personernes psyke. Så jeg fastholder min dom.

Camilla

Så lad os høre den. Hvad bliver den endelige score?

Thomas Hansen

Fem ud af seks stjerner, med en pil opad. Pilen er vigtig. Værket er ikke færdigt, og det er netop det, der gør karakteren åben. Jeg giver fem, fordi forfatteren har en sjælden nerve. Han tør lade en scene ende i latter, hvor man venter skam, og han tør lade en kamp ende i frygt, hvor man venter sejr. Og han tør afsløre, at den største fare ikke er på gaden, men bag en lukket dør. Pilen op siger, at hvis redaktionen skærer overforklaringen væk, jævner temposkiftene og giver bipersonerne lidt mere luft, så kan det blive seks. Men det er en forudsætning, ikke en forventning.

Camilla

Og til dem, der gerne vil læse mere?

Thomas Hansen

Så må jeg være ærlig og sige, at manuskriptet ikke er udgivet. Det eneste, der findes offentligt af forfatteren, så vidt vi har kunnet se, er hans tidligere tekster, blandt andet digtene på Fyldepennen. Dem kan man læse, men det kræver, at man kan tåle sproget, for det er råt. Og hvis du skal have noget med fra i dag, så er det dette: en dreng, der vil kysse en sol, sidder bag en vaskemaskine og lytter til sit eget hjerte. Det er et billede, jeg ikke har kunnet slippe.

Camilla

Tak, fordi du ville tage os med ind i det. Det var en samtale om et manuskript, der stadig er undervejs. Vi lytter gerne med, når det næste kapitel er skrevet.